Cyperns historie

Fra start til nu

Den græske kærligheds-gudinde Afrodite blev ifølge mytologien født af havets skum ved Cyperns kyst. Hun gik i land ved Petra tou Romio-klippen udenfor Paphos, som i dag er et populært udflugtsmål.

Men øen vrimler med historiske levn.

Afrodites tempel, udgravningerne af den antikke by Nea Paphos med fine, romerske mosaikker samt middelalderslottet i Limassol er blot nogle eksempler.

Cypern har været under græsk, romersk, fransk, italiensk, tyrkisk og engelsk herredømme.

 

De ældste beboelser går tilbage til 7.000 f.Kr.

Bosættelserne var koncentreret langs nord- og sydkysten, og der er fundet rester af fartøjer, sten og potteskår fra denne periode.

Omkring 3000 f.Kr begyndte man at udnytte øens rige kobberressourcer, som har givet navn til øen.

Det bragte stor velstand til øen, der begyndte at handle især med LilleasienEgypten og de omkringliggende øer.

Omkring 1200 f.Kr. kom grækerne til øen.

De byggede bl.a. byen Paphos. Øens velstand voksede, selv om den blev besat og domineret af Syrien, Egypten og Persien.

Alexander den Store slog perserne, og Cypern blev en del af hans verdensrige. Efter hans død blev Cypern en del af det hellenistiske rige, og hovedstaden var nu Paphos.

Cypern blev også opslugt af det romerske imperium som en provins under Syrien.

 

På en af sine mange rejser kristnede missionæren Paulus øens statholderSergius Paulus, og Cypern blev det første land med kristent styre. Hans følgesvend Barnabas vendte senere tilbage til Cypern, hvor han var født, og blev øens første biskop. Han led senere martyrdøden og blev begravet i hemmelighed. Men først i det 4. århundrede sejrede kristendommen på Cypern, som i det øvrige Romerrige.

I år 58 blev Cypern en romersk provins. Det varede til Romerrigets deling i år 395, hvor Cypern blev en del af det østromerske rige styret fra Byzans

 

Konstantin den Stores moder siges at havde besøgt Cypern på rejse fra Det hellige land med rester af Jesu kors. Hun grundlagde Stavrouni-klostret. Flere jordskælv i det 4. århundrede ødelagde store dele af øens byer. Nye byer og mange kirker blev bygget. Hovedstaden flyttede nu til Konstantinopel. Øen var udsat for angreb både af tyrkere og sørøvere.

 

Cypern havde en central position for korsridderne i det 12. århundrede og blev et støttepunkt for de korsfarere, der tog til Jerusalem. På vej til Jerusalem strandede Richard Løvehjerte på Cypern, som han indtog 1191. Han giftede sig i Limassol med Berengaria af Navarra, som blev kronet til engelsk dronning. Richard solgte øen til Tempelridderne for 100.000 dinarer, og senere gik den til den franske adelsmand Gur af Lusignan, der havde været konge af Jerusalem.

Også en dansk konge besøgte Cypern: Erik Ejegod (1056-1103) kom hertil på pilgrimsrejse til Det hellige land sammen med sin dronning Bodil. Han døde i Paphos og blev begravet i den byzantinske domkirke. Hans dronning rejste videre til Jerusalem, hvor hun døde på Oliebjerget.

I ca. 100 år var øen underlagt Venedig, som ombyggede og befæstede byerne for at kunne modstå angreb fra osmannerne (tyrkerne).

1570-1571 blev Cypern erobret og besat af Osmannerriget under sultan Selim 2, som udryddede en stor del af øens befolkning. Ved den græske uafhængighedskrigs udbrud i 1821 blev øens ærkebiskop, tre biskopper og hundredvis af ledere henrettet. I den periode var osmanniske embedsmænd indsat i alle embeder, og et stort antal købmænd og soldater flyttede til øen. Nutidens tyrkisk- cypriotiske indbyggere er deres efterkommere.

Den engelske besættelse:

Fra 1878 til 1960 var Cypern under britisk administration som led i en handel, hvor England forpligtede sig til at hjælpe Tyrkiet mod Rusland. Indtil 1914 var Cypern formelt stadig en del af det Osmanniske Rige. Det fik dog ende, da Tyrkiet deltog i 1. verdenskrig på Centralmagternes side, og i 1925 blev Cypern en engelsk kronkoloni. Det fik politiske aktivister til at kræve et selvstændigt Cypern i union med Grækenland (enosis).

1954 fremsatte England et forslag om begrænset selvstyre for Cypern. Forslaget accepteredes ikke af af den græskedel af befolkningen, som indledte en befrielseskrig, der varede i næsten fem år. Den græske dels modstandsgruppe blev ledet af oberst Georgios Grivas.

Cypern som selvstændig stat:

Zürich-aftalen, fra 19 februar 1959: StorbritannienGrækenlandTyrkiet samt delegationer fra græsk-cyprioterne og tyrk-cyprioterne nåede i februar 1959 til enighed om oprettelsen af republikken Cypern.

Uden deltagelse fra græsk eller tyrkisk side leverede Storbritannien omridset af en grundlov, der blev accepteret af begge sider. Zürich-aftalen siger blandt andet, at​

  • Storbritannien, Grækenland og Tyrkiet forpligtigede sig til at garantere republikken Cyperns eksistens som en fri og selvstændig stat.

  • Aftalen gav det tyrkisk-cypriotiske mindretal omfattende garantier.

  • Som en del af aftalen beholdt Storbritannien to baser på øen - Sovereign Base Areas: Akrotiri og Dhekelia.

  

Uafhængigheden blev erklæret den 16. august 1960, og den 1. oktober 1960 fik Cypern selvstyre. Dagen blev Cyperns uafhængighedsdag. Cyperns første præsident blev ærkebiskop Makarios, som havde været den politiske leder af den græsk-cypriotiske befrielsesbevægelse. Den militære leder af den græsk-cypriotiske befrielsesbevægelse, oberst Grivas, erklærede at han ville fortsætte kampen for at skabe en stat med tæt tilslutning til Grækenland (enosis). Denne erklæring gjorde, at det tyrkisk-cypriotiske mindretal begyndte at bevæbne sig, og at forholdet mellem de to befolkningsgrupper forblev anspændt.

De omfattende garantier til det tyrkisk-cypriotiske mindretal i Cyperns forfatning, gjorde at statsapparatet ikke kunne fungere, da alle forslag skulle godkendes af begge parter. Som en følge heraf, ønskede en stadig større del af det græske flertal en tættere tilknytning til Grækenland (enosis). De græsk-cypriotiske ledere overvejede at lade forfatningen sætte ud af kraft evt. med magt, medens de tyrkisk-cypriotiske ledere truede med væbnet modstand under det tidligere motto ”deling eller døden”. Mistilliden mellem de to befolkningsgrupper fortsatte med at vokse.

Krisen i 1963-64 resulterede i dødsfald: 364 tyrkisk-cyprioter og 174 græsk-cyprioter, ifølge Pierre Oberling. Den 21. december 1963 blev en væbnet konflikt, Bloody Christmas, udløst. Paramilitære styrker fik udfolde sig. Kamphandlinger brød ud mellem befolkningsgrupper flere steder på øen.

Det tyrkisk-cypriotiske kvarter i Nicosia blev omringet og angrebet; Tyrkiet truede med at besætte Cypern.

Gadekampe i Nicosia varede i en uge.

Den 23. december i Larnaca brød skydning ud og fortsatte sporadisk indtil britiske styrker begyndte at patruljere den 28. december langs en våbenhvile-linje.

Den 26. december skete en større træfning i Kyrenia-passet; hovedvejen fra nordkysten til Nicosia gik via passet; en styrke af græsk-kyprioter blev slået tilbage af tyrkisk-cyprioter.

Akritas-planen blev sat i værk, og tyrkisk-cypriotisk deltagelse i den fælles administration ophørte den 23. december 1963; tyrkisk-cypriotiske statsansatte fra laveste niveau op til og med vicepræsident Fazıl Küçük forsvandt fra statsapparatet.

Storbritannien greb ind politisk og fik under drøftelser med lederne af de stridende parter, forhandlet sig frem til en våbenhvile, som indebar etablering af en neutral zone, Den grønne Linje, i Nicosia. Græsk-cypriotiske og tyrkisk-cypriotiske enheder skulle trækkes tilbage til fastlagte våbenstilstandslinjer.

Den 25. december accepterede præsident Makarios våbenhvilen. På Den grønne Linje indsatte Storbritannien to bataljoner (ca. 1.500 mand) for at sikre at kampene ikke brød ud igen. Briterne sendte endvidere forstærkninger til øen, som blev indsat til at holde parterne adskilt i andre ”hot spots” rundt på øen.

FN's sikkerhedsråd behandlede Cypern-problemet den 15. februar, i et møde sammenkaldt af Storbritannien; kontrollen over "begge cypriotiske samfunds" militser, gjorde at [synspunkterne til] begges repræsentanter ikke blev undermineret i sikkerhedsrådet. Volden i Agios Theodoros førte til flere dødsfald.

Beslutningen om at opstille en FN-styrke, blev vedtaget af sikkerhedsrådet den 4. marts. FN-styrken skulle i samarbejde med de britiske styrker overvåge våbenhvilen. Forende Nationer's Fredsbevarende Styrker på Cypern (UNFICYP) blev udstationeret.

27. marts til 13. juni 1964 var en voldsperiode. 

UNFICYP er ikke i stand til at at standse en af milepælene i volden - volden i Famagusta.

I 1964 forsøgte Tyrkiet at besætte Cypern på grund af den fortsatte vold mellem befolkningsgrupper. Tyrkiet blev standset af et telegram (dateret d. 5. juni) fra USA's præsident Lyndon B. Johnson; telegrammet advarede om at USA ikke ville stå på Tyrkiets side, hvis en tyrkisk besættelse af Cypern blev efterfulgt af en sovjetisk besættelse af tyrkisk territorium.

I juni 1964 blev den cypriotiske nationalgarde grundlagt; vetoet fra vicepræsident Fazıl Küçük blev ignoreret. Værnepligt blev indført den samme måned, som følge af truslen om en tyrkisk besættelse.

Regeringen i Grækenland var fortvivlet over den "uorden og anarki", der var fremherskende på øen, på grund af det store antal våben i hænderne på udisciplinerede bander, så regeringen i Grækenland sendte general Grivas tilbage til Cypern, ifølge historiker Keith Kyle.

Den 14. juni 1964 kom general Grivas tilbage til Cypern. Volden begrænses i en periode "etter general Grivas tilbagekomst, og begge etniske grupper koncentrerer sig om at reorganisere sine bevæbnede styrker".  I stor grad drejer den genværende volden seg om vendetta-drab, skydning mellem gjetere fra forskellige landsbyer, og skydning på tvers af barrikaderne langs Den grønne Linjen i Nicosia.

Tylliria-regionen fandtes tyrkisk-cypriotiske vejspærringer på rigsvejen langs kysten. Cyperns regering var overbevist om, at væsentlige mængder af våben og mandskap blev smuglet ind på øen via Kokkinas strande. 500 tyrkisk-cypriotiske studerende, der havde studeret i Tyrkiet, havde modtaget militær træning, og havde allerede landet i Kokkina; disse forstærkninger blev hindret i at forlade området af græsk-cypriotiske vejspærringer. 

Den 7. august affyrede tyrkiske fly våben mod havet, for at sætte magt bag.

Den 8. august angreb tyrkiske kampfly den cypriotiske nationalgarde og styrker fra den græske hær.

Cyperns regering besluttede den 9. august at overholde FN-sikkerhedsråds våbenhvile-resolution.

Kamphandlingerne i Tylliria førte til en afbrydelse i overvejelserne af Acheson-planen.

Den 10. august 1964 trådte våbenhvilen i kraft og UNFICYP etablerede observationsposter omkring Kokkina og Limnitis

Under juntastyret i Grækenland, 21. april 1967 til 1974, var der overvejende roligt på Cypern, dog blev der fra begge parters side gennemført væbnede operationer med tab af menneskeliv på begge sider.

I 1974 gennemførtes et militærkup mod præsident Makarios af græsk-cypriotiske militærenheder støttet af det græske militærdiktatur. Makarios søgte beskyttelse på den britiske base i Akrotiri, hvorfra han via England kom til New York. Her anmodede han FN om hjælp. 

Den 20. juli 1974 invaderede og besatte Tyrkiet et stykke af den nordlige del af øen.

Tre dage efter landsættelsen af de tyrkiske tropper i Kyrenia på nordkysten, var en våbenhvile opnået.

På det tidspunkt holdt tyrkerne 3 procent af cypriotisk territorium besat.

 

Den 14. august 1974 iværksatte de tyrkiske tropper endnu en offensiv på trods af, at forhandlinger stadig var i gang.

Ved afslutningen af denne offensiv havde Tyrkiet besat 36 procent af Cyperns mest frugtbare og produktive områder, og denne okkupation er blevet fastholdt lige siden.

Arealet passede tilfældigvis med præcis den linje, som Tyrkiet havde forslået som demarkationslinie ved en eventuel deling af øen i 1965, og som udgjorde 70 procent af Cyperns økonomiske potentiale

Der var uenighed og der blev kæmpet, men tyrkiets påståede frygt for "etnisk udrensning" var ubegrundet og ensidig, Det illustreres tydeligt af det store antal af græsk-cyprioter, som mistede livet før og under invasionen. Det tyrkiske bombardement af græsk-cyprioterne med napalm, kan ikke kaldes en fredsbevarende mission.

Siden er al græskcypriotisk ejendom på den besatte del blevet inddraget af de tyrkiske myndigheder, og en meget stor del af den græsk-cypriotiske kulturarv - det være sig religiøs eller sekulær - er blevet enten systematisk ødelagt eller solgt.

​Mere end en fjerdedel af befolkningen i Cypern blev bortvist fra den besatte nordlige del af øen, hvor græsk-cyprioterne udgjorde 80% af befolkningen.

Den 12.-13. december 2002 holdt Det Europæiske Råd, og Tyrkiet, et topmøde i København. (Siden 1977 har der været forhandlinger om at genforene øen, men uden held. Der var internationale forhåbninger om, at der ville komme et gennembrud på topmødet i København, der banede vejen for EU's udvidelse mod øst, men det blev en fiasko.) Op til Cyperns optagelse i EU prøvede FN's generalsekretær Kofi Annan at få tilslutning til en ny fredsplan, "Annanplanen". I en folkeafstemning på begge dele af øen fik planen tilslutning på den tyrkiske side (64,9 % stemte "ja"), mens et stort flertal af den græske befolkning afviste planen som utilstrækkelig og stemte "nej" (75,8 %). Grækernes vigtigste indvending mod planen var, at den ville give for få af flygtningene fra 1974 retten til at vende hjem (ca. halvdelen.))

Tiltrædelsestraktaten 2003 blev underskrevet med EU, den 16. april.

Grænsen som deler Cypern, blev åbnet for trafik den 23. april 2003.

I dag er der ikke længere kampe, og Cypern er blandt de sikreste lande i verden.

Man kan i dag besøge den tyrkisk besatte del i op til tre døgn. Der er bl.a. grænseovergang i Agios Nicolaus, Pyla og Nicosia. Fra grænseovergangen ved Agios Nicolaus tager det ca. en halv time at køre til Famagusta.

Den 1. maj 2004 blev Cypern officielt optaget i EU. Officielt er hele øen nu medlem af EU, da verdenssamfundet anerkender Republikken Cyperns suverænitet over hele øen. Reelt er det kun den græske del, der er optaget, og EU-lovgivningen, acquis communautaire, bliver først indført på Nordøen, når der er indgået en politisk aftale om hele øens fremtid. Den manglende løsning på cypernkonflikten anses for en af de vigtigste forhindringer for tyrkisk medlemskab af EU.

Republikken Cypern vedtog 1.januar 2008 at bruge euroen som valuta. Den erstattede cypriotiske pund, mens Nordcypern beholdt den tyrkiske lira.

I dag er opdelingen fortsat, at den nordlige del af Cypern er næsten udelukkende befolket af etniske tyrkere og den sydlige del af etniske grækere.

Newsletter

Follow us on Facebook

  • Facebook - Grey Circle
  • Twitter - Grey Circle
  • Google+ - Grey Circle
  • YouTube - Grey Circle
  • Pinterest - Grey Circle
  • Instagram - Grey Circle